|

|
Livline i Sorgen
Livline i Sorgen er et socialt non-profit projekt der ser dagens lys i 2010.
Projektet henvender sig til familier med mindreårige børn, hvor et nært familiemedlem erklæres terminalt syg, dvs. dødende. Med nært familiemedlem menes en forældre eller en søskende.
Hver dag mister omkring 7-8 børn i Danmark deres far eller mor. (Kilde: Børns Vilkår). De har brug for hjælp og støtte for at blive hele mennesker efter så tragisk en oplevelse.
Der findes allerede i dag mange gode støttetilbud til mennesker i sorg men erfaringer viser, at målgruppen har svært ved at finde hjælpen på det tidspunkt, de har brug for den. Erfaringer viser også, at de, der finder frem til hjælpen, er de resursestærke familier. Det afstedkommer mange triste menneskeskæbner. Det har store samfundsøkonomiske og menneskelige omkostninger langt ud i fremtiden. Livline i Sorgen arbejder for at ændre denne samfundsmæssige problemstilling.
Livlinekonsulent
Livline i Sorgen tilbyder den enkelte familie at få tilknyttet en livlinekonsulent. Konsulenten - der selv har prøvet at miste en nær person - følger familien på tæt hold gennem den svære proces det er, at skulle sige farvel til en central person i éns liv og lære at leve med den store sorg, der følger.
Livlinekonsulenten tilknyttes så tidligt som muligt i forløbet og udarbejder en individuel støtteplan for hvert familiemedlem. Livlinekonsulenten tilbyder bl.a.:
-
Følelsesmæssig ledsagelse af pårørende
-
Afdækning af muligheder for hjælp til det enkelte familiemedlem med henvisning til bl.a.:
-
Organisationer som Børns Vilkår, Søskendekram m.fl.
-
Psykolog
-
Hospice
-
Kommunale tilbud
-
Advokat
-
Bedemand
-
Sorgbearbejdning
-
Samtaler og coaching
Baggrunden for projektet
Projektet Livline i Sorgen udspringer af mine egne personlige erfaringer med at miste samt en række samtaler og interviews med personer og familier der har stået i samme situation. Siden 2002 har jeg mistet min veninde (hun blev 40 år gammel), min søns far (han blev 41 år gammel) og senest min egen far der døde i maj 2009.
For mange mennesker er det svært at tale om døden. Vi lever i en kultur hvor det, desværre stadig, er meget tabubelagt at sætte ord på døden. Det kan gøre livet, for den der er i sorg, meget ensomt. For børn kan det være skæbnesvangert, hvis vi ikke formår at tale med dem om døden og sorgen. Når vi tier emnet ihjel og når tabuet får magten, får vi ikke hjulpet dem vi skal, med det, der er vigtigt.
Jeg har et brændende ønske om at hjælpe andre i den svære proces det er at miste og stå tilbage med mindreårige børn. Det berører mig på individplan. Men også set ud fra et samfundsmæssigt synspunkt, føler jeg ansvar for at bidrage positiv og gøre en forskel. Vi skal arbejde forebyggende og ikke som i dag, helbredende.
Vil du vide mere om projekt Livline i Sorgen, kan du kontakte mig på telefon 7070 2868 eller skrive til mig på pg@trenda.dk.
|